Samtale eller fortælling: to måder at bygge et interview på

To veje fra mikrofon til læser

Når en redaktion har sat sig over for en skaber, en redaktør eller en fagperson, venter der et valg, som sjældent bliver sagt højt. Skal samtalen stå næsten, som den lød, eller skal den omarbejdes til en fortælling, hvor skribenten fører ordet og citaterne støtter bevægelsen? Begge former har deres tilhængere, og begge kan gøres godt eller dårligt.

Jeg skriver om digitale formater og har prøvet begge veje i løbet af efteråret. Her stiller jeg dem op ved siden af hinanden. Først beskriver jeg, hvad hver form kræver af den, der laver den, derefter hvad den giver den, der læser. Til sidst kommer en anbefaling, som du må gerne være uenig i.

Sammenligningen handler om selve håndværket, ikke om hvem der er mest kendt eller mest citeret. Det vigtigste kriterium er, om læseren efter sidste linje har forstået noget om personen og arbejdet, som ikke stod på forhånd.

Den åbne samtale: ordene næsten uberørt

I den åbne samtale står spørgsmål og svar i den rækkefølge, de kom. Redigeringen er beskeden: gentagelser og tøven fjernes, og et par sidespring klippes væk. Styrken er tempoet. Læseren hører, hvordan en person tænker, og kan mærke, hvornår et spørgsmål rammer, og hvornår svaret glider forbi.

Prisen er, at hele vægten ligger på, hvor godt samtalen blev. En dårlig time på lydfilen bliver til en dårlig side. Den kræver også en gæst, der kan formulere sig uden støtte, og en interviewer, der tør lade stilhed stå. Mange tror, formen er den lette, fordi den ligner en udskrift. I praksis er den ofte den mest ubarmhjertige, for der er ingen fortællerstemme, der kan dække over et tyndt svar.

Den passer bedst til lange møder med folk, der har en tydelig stemme og lyst til at tænke højt.

• Kræver en gæst, der fortæller sammenhængende
• Tempoet bærer, ikke skribentens beskrivelser
• Svagt udbytte, hvis samtalen selv var tynd

Portrætfortællingen: skribenten som guide

I portrætformen bruger skribenten samtalen som råmateriale. Citater indgår, men rammes ind af beskrivelser, baggrund og skribentens egne iagttagelser. Læseren får et overblik, som en ren samtale sjældent giver, og kan følge en tråd gennem flere emner, der i virkeligheden dukkede op i spredt rækkefølge.

Til gengæld flytter ansvaret. Skribenten vælger, hvad der er vigtigt, og et enkelt skævt valg kan give et billede, gæsten ikke genkender. Derfor er det god praksis at lade gæsten læse sine egne citater igennem, så de står, som de blev ment. Det tager tid, men det beskytter både personen og teksten.

Formen egner sig til emner, hvor konteksten betyder noget: et skifte i et arbejdsliv, en arbejdsplads med sin egen rytme eller et projekt, der ikke kan forstås uden forhistorie.

• Giver overblik og en tydelig rød tråd
• Kræver, at gæsten får lov at tjekke sine citater
• Fylder mere i redigering end i optagelse

Hvad læseren faktisk lægger mærke til

Læsere er ikke ligeglade med form, men de ved sjældent, at det er den, de reagerer på. De siger, at et interview var nærværende, eller at det blev for langt. Ofte er det samtalen, der er blevet for ligefrem, eller portrættet, der er blevet for pænt.

Et enkelt forhold afgør meget: om der er et sted, hvor gæsten overrasker. I en samtale sker det i et svar, i en fortælling i en detalje, som skribenten har fået øje på. Uden et sådant øjeblik hjælper hverken tempo eller beskrivelser.

Det betyder, at valget af form bør tage udgangspunkt i, hvor overraskelsen sandsynligvis ligger. Ligger den i gæstens egne formuleringer, så lad dem stå. Ligger den i det, man ser rundt om personen, så skriv det.

Hvornår skal du vælge hvad

En enkel tommelfingerregel er at spørge, hvem der har det bedste materiale. Hvis gæsten taler klart og gerne uden at blive afbrudt, giver den åbne samtale mest. Hvis gæsten er stille, men arbejdet er rigt på detaljer, så giver portrættet mest.

Længden spiller også ind. En samtale over to timer kan godt skæres ned til en læsning på ti minutter, men så er den ikke længere åben, den er redigeret hårdt. Sig højt, hvis det er sket. Et portræt kan derimod rumme meget, uden at det mærkes.

Endelig betyder det noget, hvor interviewet skal ligge. Står det alene, kan en samtale bære. Skal det ind i en større sammenhæng, for eksempel en tematisk række om digitale formater, er fortællingen ofte nemmere at passe ind.

• Klar, sammenhængende gæst: åben samtale
• Rigt arbejde, tilbageholdende gæst: portræt
• Hårdt skåret lang optagelse: vælg portræt og sig det

Min anbefaling til efteråret

Min anbefaling er en blanding, hvor den ene form fører og den anden krydrer. Start med den åbne samtale som skelet, og lad en kort indledning sætte scenen. Brug derefter et par korte afsnit i fortælleform til at binde sammen, hvor samtalen springer. Så får læseren både gæstens stemme og skribentens overblik.

Hvis du kun kan vælge én, så vælg samtalen, når du er usikker. Den tvinger dig til at forberede dig bedre og lytte mere, og den lader gæsten stå ved sine ord. Portrættet er stærkest i hænderne på en skribent, der kender personen i forvejen.

Uanset valget: afklar formen, før du trykker på optag. Det ændrer dine spørgsmål, og det ændrer, hvad du lytter efter.